Kærlighed og Rummelighed

02-2007

Rumlighed i relation til respekt og selvrespekt.

Hvis man ikke er i stand til at rumme sig selv - så tror jeg det er yderst vanskeligt at rumme andre.

At kærlighed ikke er om at besidde og begrænse, men om at kunne rumme, og at ha respekt for andres "væren" i lige så stor grad, som jeg selv ønsker at ha "accept" " af min egen eksistens og behov - også i et forhold.

Tror også på, at jo mere man selv er i stand til at rumme - jo mere får man igen. Kærlighed har ingen grænser - kun ens egen begrænsning der sætter en grænse.

Selvrespekt er for mig ikke lig med narcissime eller selvglæde... (hvor man udelukkende kikker indad, og kredser om sig selv, være egoist)

for mig er selvrespekt en sammenhængsforståelse for ens egen væren- i helheden - altså at jeg drager det "ydre" med ind i selvforståelsen og respekten.
En eksistensberettigelse , på ligefod med andre levende væsner. Derfor er det også naturligt, at kunne/ville rumme andre. Især når jeg selv ønsker at være som den jeg nu er.

At rumme sig selv og respektere sig selv er implicit også de fejl og mangler - som man accepterer/forstår/arbejder med. Det er for mig også ensbetydende med, at kunne rumme og respektere andre - også deres fejl og mangler. = jeg kan ikke kræve mere af andre end mig selv.

Derfor har rummeligheden en stor betydning for forståelsen og væren i det totale billede - fra/med en selv og omverdenen.

Sagt på en anden måde: Jeg kan/vil respektere mig selv, og ønsker at andre respektere mig, som den person jeg er.

og forstår derfor det indlysende i, at andre er, gør, mener, tænker, handler anderledes end jeg - og at de ønsker at blive respekteret som sådan.

(Respekten kan sagtens finde sted, uden at man nødvendigvis forstår, eller vil følge andres liv, væren, ideologi, tro, værdinormer, etc. )