Operette: Flagermusen

23-03-2007

Nej hvor jeg glæder mig til i morgen :-)

Skal med en Mingler veninde høre Flagermusen i Operahuset; en af det mest festlige operetter der findes. Livsglæde så det batter, og en helt anden genre, end den bumbastiske Wagner:-) Lige noget for veninden - som i den grad trænger til lidt festligt og opmuntrende indslag i disse dage.

"Skævt, frækt, forførende. Så er der festfyrværkeri i en totaloplevelse. Københavns nye operahus - tegnet af Henning Larsen - er en realitet, og vi skal på en tur rundt i den imponerende bygning placeret på Holmen, hvor den i sin udstråling giver udtryk for enkel og gennemtænkt arkitektur. Efter 1½ times rundvisning indtager vi en 2 rettersmenu i operahusets dejlige VIP-restaurant, med udsigten over den gamle Frederiksstad med Amalienborg og Marmorkirken i centrum. Kl 20.00 skal vi se festfyrværkeriet i Operahuset Flagermusen. Verdens bedste operette lagt i hænderne på instruktøren Peter Langdal med Den Kongelige Operas Solister, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel som leverandører af det musikalske overskud. En ting er sikkert - kedeligt bliver det ikke! Pressen skrev: Det er simpelthen overdådigt morsomt. Det er smukt, velsunget og forførende iscenesat. Operaen har taget et festligt stik hjem med denne opsætning"

Det bliver en god aften :-)

...................


Lidt om Flagermusens tilblivelse for dem som interesserer sig for lidt historie:

”FLAGERMUSEN” af cand. Phil. Martin Guldberg
Da librettisterne Haffner og Genée i begyndelsen af 1870’erne forelagde deres ideer til en ny operettehandling for forlæggeren Lewy i Wien, tænkte han straks på sin personlige ven, komponisten Johann Strauss. Schani, som Strauss kaldtes blandt venner, havde jo allerede skrevet et par operetter, som musikalsk ikke var så ringe endda. Så hvorfor ikke give ham en chance til for at sætte sin vidunderlige musik til Haffner og Genée’s komedie?

Sådan blev det. Haffner og Genée sammenskrev ideerne til en historie, som i sig selv måske ikke var genial, men som dog havde den dramatiske sammenhæng, som komponisten havde savnet i de tidligere forsøg med genren. Herudover rummede teksten den feststemning, overdådighed og humor, som kunne inspirere Strauss til en endnu mere festlig, overdådig og sprudlende sammensætning af valse, polkaer og galopper.

Og inspireret blev den berømte wienerkomponist. I løbet af 43 dage og nætter strømmede værket ud af ham – det ene geniale nummer efter det andet. Selv ouverturen er en sådan fuldtræffer, at den i eftertiden ofte spilles alene som koncertstykke. Majestæten blandt wieneroperetterne – ”Flagermusen” – var kommet til verden!

Derfor kan det også undre, at ”Flagermusen” ikke fik nogen synderlig succes ved premieren i Wien den 5. april 1874. Allerede efter 16 gentagelser måtte værket vige pladsen for et andet stykke. Dette begrundede sig dog ikke i mangler i Strauss’ værk, men derimod i de begivenheder, der udspillede sig i Wien, i tiåret inden ”Flagermusen” blev præsenteret for offentligheden.

1860’ernes Wien var præget af en stemning af fremgang og velstand. Franz Josef, som overtog tronen i 1848, sigtede bevidst mod at bringe Østrig op på niveau med f.eks. Frankrig og England ved at bygge jernbaner og i øvrigt fremme industrien generelt. Ydermere søgte han at give Wien en ”ansigtsløftning” ved at nedrive mange af de gamle bygninger i byen og udskifte dem med nye, som kunne vise velstanden og stoltheden i nationen. Nogle af de mest berømte bygningsværker i Wien stammer fra denne periode, f.eks. operaen, som åbnede i 1869. Strauss – der som bekendt yndede at give sine musikstykker humoristiske titler – har i øvrigt indfanget denne omforandring af hovedstaden med de mange nedrivninger i hans ”Demolierpolka”.

I 1860’erne kunne det i byens natteliv tydeligt spores, at der var flere penge i omløb. De gifte mænd lod oftest deres koner blive hjemme, når det gjaldt de næsten orgieagtige natlige udfoldelser og fester. Hvis kvinderne skulle ud og opleve det vilde natteliv, måtte de være maskerede, for det passede sig naturligvis ikke for en ”anstændig” kvinde at vise sig i sådanne sammenhænge. Selv gifte kvinder kunne på denne måde gå på opdagelse i udbuddet af natlige fristelser i Wien uden at frygte, at deres sande identitet blev afsløret – hverken for offentligheden eller ægtemanden (jf. Rosalinde i ”Flagermusens” 2. akt).

I denne tid blev mange nye firmaer startet, og folk blev opfordret til at sætte deres sparepenge i disse ”sikre” foretagender. Man kunne blive millionær fra den ene dag til den anden, og de mange penge blev oftest brugt i det selskabelige natteliv, hvor penge betød, at man var en del af etablissementet. Champagne blev en ny festdrik i Wien – et symbol på succes og velstand, idet den kostede betragteligt mere end den lokale østrigske vin. Adelige titler kunne købes for penge, og på trods af en stadigt stigende inflation dansede den nye klasse af rige borgere eller nyadelige ubekymrede ved byens receptioner og de overdådige baller til Johann Strauss’ valse og polkaer.

Midt i denne overstadige stemning besluttede kejser Frans Josef, at Østrig skulle vise verden sin storhed gennem en udstilling, der ikke stod tilbage for, hvad man i 1851 og 1867 havde set i henholdsvis London og Paris. Måske var det for at finde oprejsning for de to militære ydmygelser, nationen havde lidt under hans regeringstid – 1859 i Solferino til franskmændene og 1866 i Koniggrätz til preusserne. Hvorom alting end er, så blev udstillingen gennemført, og kejseren åbnede den selv den 1. maj 1873. Der blev ikke sparet på noget, og hele PR apparatet var sat i sving for at vise den østrigske nations storslåethed. Bland de prominente gæster var den gamle kejser Wilhelm og endog shaen af Persien, som vakte opsigt ved at medbringe hele sit harem til Wien.

Men på trods af alt dette begyndte tiltroen til børsen i Wien at svigte, og allerede otte dage efter den overdådige åbning af udstillingen kom krakket. Alle de fantastiske og sikre nye foretagender og industrier viste sig at være intet andet end tankespind, og spekulanternes penge forsvandt som dug for solen i løbet af få dage. Det vilde liv sluttede brat, og tømmermændene efter champagnefesten holdt sig i flere år herefter.

Alt dette havde stor betydning for ”Flagermusens” skæbne ved premieren i Wien i 1874, for handlingen i operetten udspiller sig netop i det liv og med den livsindstilling, der prægede tiden før børskrakket. Dens forherligelse af det muntre og ubekymrede selskabsliv med dets alt andet end strenge moral badet i en evig strøm af champagne faldt naturligvis ikke i wienernes smag. Og måske var ”Flagermusen” gået i glemmebogen, hvis ikke man samme år i juni måned havde sat den på repertoiret i Berlin. Her blev den nemlig en formidable succes. Og rygtet herfra fik direktøren for Theater an der Wien, Max Steiner, til at sætte den op igen. Denne gang opnåede værket den succes, som dets kvaliteter berettiger til, og ”Flagermusen” regnes stadig den dag i dag for musikhistoriens bedste operette. De i virkeligheden knap så sympatiske personer i handlingen – Eisenstein, der har svigtet sin bedste ven ved at udlevere ham til spot på åben gade, og som tilmed tydeligvis er optaget af andre kvinder på trods af sit ægteskab med Rosalinde; Rosalinde, som er foruroligende tæt på at være sin mand utro med italieneren Alfred; Dr. Falke, der blot er ude efter hævn; Grev Orlofsky, der har viet sit liv til tom forlystelse og endog keder sig ved det manglende indhold i tilværelsen – alle disse tvivlsomme karakterer fremstår netop pga. Strauss’ musik i et langt mildere og næsten sympatisk lys. Handlingens morsomme pointer bliver flere steder i særlig grad fremhævet af musikken, som det f.eks. er tilfældet i ”So muss allein ich bleiben – ”O je, o je, wie rührt mich dies”.

Og måske ligger ”Flagermusens” genialitet netop deri, at musikken snarere er en hyldest til livet og livslysten end til de frivole udfoldelser handlingens personer imellem. Et par årtier tidligere havde den alvorsfulde Beethoven i samme hovedstad givet sin opfordring til menneskehedens forbrødring ved i sin 9. symfoni at sætte Shillers ”Ode an die Freude” i musik. Her lød ordene ”Alle Menschen werden brüder, wo dein sanfter Flügel weilt“ (Alle mennesker forbrødres, hvor din (glædens) bløde vinge dvæler). Hos Strauss – der var viet til en lettere muse – lyder denne opfordring ”Dui du…”, men meningen kunne være den samme. Først et kys, så et du, og så bliver vi alle brødre og søstre til valsens vuggende melodier.