24-11-2006 - 12:05
Jeg var til middag forleden sammen med min kæreste hos en af mine bedste venner.
Han er i øvrigt en Canadier, så en af de rigtig 1. generations INDVANDRER som jeg. :-)
Nå, men en dejlig person, der har set verden tykt og tyndt i sine unge dage, og endt her i DK, af tilfældige omveje og vist også pga. en kærlighed til en dansk pige, han havde mødt på sin vej for ca. 30 år siden.
Han er en af dem, der har kendt mig længst i min vennekreds, og fulgt mig tykt og tyndt gemmen mit voksne liv - også da jeg blev gift og fik mine børn. Han har fulgt dem tæt gennem årene, og gør det selvfølgelig stadigvæk.
Vi havde en hyggelig aften, hvor min kæreste mødte min ven. Snakken gik, og på et tidspunkt faldt samtalen om mine børn.
Vi talte om deres "karakter" - og vennen begyndte at fortælle løst og fast til min kæreste, om hvordan han synes de var - og lige pludselig rejser han sig op og udbryder næsten højtidligt:
Jeg kender mange dejlige børn- men jeg er STOLT af at kende dem!!!
Og mit hjerte smelter.
For ganske vist er det naturligt, at man er glad og stolt af sine egne børn - men tænk, at andre ligefrem synes, at de er stolte af at kende dem!!!!
Store ord! - men jeg VED han mente det.
Og jeg er ikke selv flov over at sige, at jeg er stolt og lykkelig for mine dejlige, harmoniske børn.
Børn er de skønneste i verden - pas godt på dem - så de kommer godt på vej - vi har dem kun til "låns" en kort periode af vores liv
fredag den 7. maj 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar