fredag den 7. maj 2010

Tanker om Religion

20-11-2006

Jeg er agnostiker, tror hverken på om der eksisterer Gud (kald ham hvad man vil: Gud, Buddha, Muhammad ), ej heller om der ikke gør.

Men det holder mig dog ikke fra, at gøre nogle tanker omkring det.

Angsten for det "fremmede" og den indflydelse, som det fører med sig for os alle, på den ene eller den anden måde, specielt fra de muslimske lande - er i hvertfald noget, ingen kan lade være med at lade upåvirket hen.

Det er bliv et en del af vores hverdag - som vi er tvunget til at forholde os til. Om vi vil det eller ej.
...............

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen tilfælde, hvor religion i dens korstog, har bragt noget som helst godt med sig. Set i historisk perspektiv, har hverken kristne eller muslimer f.eks., holdt eller holder sig tilbage i, at ville "pådutte" andre deres egen tro, som værende det enegyldig og rigtige.

Ingen af trosretninger har i gennem tiderne, gjort meget andet, end at ville overbevise og omvende andre, på en hver tænkelig måde - med krig, død og ødelæggelser for millioner uskyldige mennesker, der "bare" har ønsket at leve i fred og fred sommelighed.

Dog - af det lidt jeg kender til Østens trosretninger : buddhismen & maoismen f.eks. , er troen baseret i kort træk, på "at vende indad" - om at finde den indre fred og harmoni - i respekt og sameksistens for alt hvad der er levende i sine omgivelser. og ikke mindst holder sig fra, at ville overbevise, eller at ville pådutte andre ens egen tro , med mindre personen, selv ønsker og søger det.

Set med ovenstående tankegang , og set i relation til tro, som det overordnet, hvor kernen må være KÆRLIGHED og "det gode" som Gud/Buddha/Allah - ligegyldigt hvad man vil kalde sin Gud, og det, han formaner til menneskeheden, som retningslinje for menneskets eksistens på jorden....så finder jeg langt større sympati og forståelse for den tankegang, fjernøstens trosretninger tolker, og tager til sig, i den måde de forholder sig til deres tro, end det som de kristne og muslimer står for.

Jeg kan i hvertfald ikke se en logik i at kærlighed = at bekrige hinanden på enhver tænkelig måde.
................

Og er det ikke der vi egentlig står ?

Evig tilbagevenden spørgsmål om hvem der har ret? (vi har ret, og 'de andre' uret)
spørgsmålet hvem der med alle midler, bedst forsøger at tromle hinanden ned?
Spørgsmålet der får alle sindene i krog?


At det er det, der skaber angsten, utrygheden, fremmedfjenskheden, mistilliden?
...........

Burde spørgsmålet ikke hellere være:

Hvordan lærer begge parter, at leve i sameksistens, uden at gøre det til et spørgsmål om hvem der mest har ret til at sige at andre har uret?

Hvordan lærer vi og de - altså os alle sammen - , at man godt kan have divergerende tro om politik, religion etc.etc. - UDEN, at det skal gå ud over sameksistens?

Hvordan lærer vi at forstå, at alle mennesker har lige stor værdi - uanset race, religion og politisk overbevisning?
..............

Er det for naivt at stille disse spørgsmål? og så gribe sagen an derfra, som det overordnet , i forsøg på at finde løsningsmodeller og holdningsændring, der er til gavn for alle jordens befolkning?

eller er jeg helt galt afmarcheret ?




Ingen kommentarer:

Send en kommentar