Børn, skilsmisse, forældreansvar

26-10-2006 - 10:43

Generelt betragtet mener jeg, at man som forældre og voksen, bør kunne skilles med VÆRDIGHED - for sin egen skyld, og for den man bliver skilt fra, samt de børn man evt. må have sammen.

En ting er jo sikkert, at ligegyldigt hvem, der vil skilles, og på hvilken baggrund beslutningen bliver taget, er det en smertelig proces, at komme i gennem, for alle parter impliceret. En anden ting der er sikkert, at man også har en historie sammen, hvor man har været elskende, og har kunne dele de smukke stunder sammen. Den del forsvinder jo ikke, fordi man når til et punkt, hvor vejene må skilles. Derudover vil man som forældre altid have et link samme - om man vil det eller ej - alene pga. ens fælles børn.

Jeg elsker og er stolte af mine skønne og velafbalancerede børn. Jeg betragter dem som selvstændige personer, som jeg har til låns i en periode af mit liv. Jeg bestræber mig for at styrke deres egen personlighed, give dem støtte og muligheder for at vokse op i deres egen tempo og evne, at de en dag kan tage hjemmefra med en god portion ballast, selvværd og selvtillid nok til at skabe det liv, de hver især ønsker at bygge op.

Det er den rolle som jeg mener jeg bør have som voksen og som den ene forældrepart.

Vi har valgt af flere gode årsager, at det er deres far, der p.t. har den tidsmæssig største forældrerolle, og samarbejdet omkring børnene foregår, på en naturlig og problemfri måde på.

Jeg har 100% tillid til, at min ex- varertager sin forældrerolle, fuldt ud lige så godt som, jeg selv forsøger at varetage. Selv om jeg ikke har dem i hverdagen, så har jeg og børnene fint føling med, hvad der sker, og hvor vi har hinanden. Jeg kan kun udtale mig ud fra min egen erfaring, som siger, at det har ikke den store betydning, hvor meget tid man er sammen med børnene - mere den holdning og handling man viser overfor børnene i al almindelighed. At vores børn er glade og harmoniske, er bevis nok for mig og i vores situation.

Intet i livet er stationært, så skulle en anden løsning være bedre undervejs, så tager vi det naturligvis op og revurdere, alt efter hvad der er bedst og hensigtsmæssigt. Det eneste der ikke bliver ændret på er, at vores holdning som forældre, og derfor kan tage det op i fællesskab.

Udgangspunktet er nemlig vores børns ve og vel, og at løsningsmodellerne bliver tilpasset derefter.

Jeg har ingen intentioner om at sige, at vores løsning er den enegyldige rigtige. Den fungerer for os i vores situation, no more, no less. Der er ikke 2 skilsmisser der er ens - alle har sin egen historie.

Generelt har jeg dog svært ved at vise forståelse over for voksne mennesker, der ikke kan skelne mellem egne konflikter - altså de problematikker der handler om de voksne indbyrdes, og så børnenes tarv ved skilsmisse situationer, som ikke bør samblandes. Jeg mener, at det er, at fralægge sig ansvar for at køre egotrip og personlig vendetta, uden at tænke på de voldsomme konsekvenser, det fører med sig for ens børn. Der er ingen undskyldninger for det overhovedet. Og ansvaret overfor børn bliver jo bestemt ikke mindre af, at blive skilt? nærmere tværtimod.

Retssystemet har desværre ikke fulgt med tiden, som stadig pr. automatik giver kvinderne praktisk talt alle rettigheder og muligheder, for at gøre som det passer os. Det giver en retmæssig skævdeling, som man som privatperson og menneske og ikke som mand eller kvinde, være voksen nok til at håndtere med egen fornuft og ansvarlighed.

I det sammenhæng, må jeg også konstatere, at det i overvejende grad er kvinderne, der oftest opfører sig umoden og utilgivelig e. Både for dem selv, deres ex- og ikke mindst deres fælles børn. - her må jeg ofte skamme mig over mit eget køn!

Jeg får sikkert en masse kvinder på nakken med min holdning, men det vil jeg tage med oprejst pande. Min ryg er bred nok til at stå ved det jeg mener :-)

I mine øjne synes jeg (og jeg ved godt at jeg kommer med en meget voldsom udmelding) at alt for mange kvinder står på deres rettigheder, bare fordi de har RETTEN og muligheden for at udnytte det til egen vinding og velbefind en - uden at bruge SIN EGEN RET og PLIGT, til at overveje, om det nu også er godt for børnene og deres tarv.

Tænk jer om kvinder og mænd - det er vores børn der bliver gidsler for vors handlinger. V har altså også retten til at bruge hovedet og beslutningsevnen. Børn har retten og behov for BEGGE forældre.

At benytte retssystemet MÅ være den sidste instans, og kun i tilfælde, hvor særlige omstændigheder taler herfor. Brug den ret!