En snak med min søn

11-12-2006
Forleden aften havde jeg en god (meget) lang snak med min teen-ager søn - eller rettere - det var ham der stille sætte sig ned efter middagen og oprydningen - og havde behov for bare at "snakke om løst og fast", mens lillesøsteren var mest optaget af Julekalenderen, og selv fandt vej i seng, da tid var.

Og vi faldt i dyb samtale - Timerne bare fløj af sted og uden at vi anede det, havde vi snakket den halve nat med!

Dagen efter følte jeg mig så priviligeret over, at ha en søn, der bare havde lyst til at tale med sin mor, i timevis og helt af eget initiativ og lyst - om alt mellem himmel og jord. Stille spørgsmål, høre min mening, reflekterer over sin hverdag, kammerater, skole. Om tro, om bøger han lige havde læst, om mennesker han kender og møder. De ting han oplever af sejr, fiasko, glæder, ærgrelser, tvivl, drømme og ønsker.

Jeg føler mig tryg - på hans vegne. Stolt over at han klarer sig så godt og har pæn styr på sit. Ingen tøsedreng over ham. Men tilliden og respekten er gensidig og intakt - som altid.

Oh jo... han er også teen-ager - nogle gange med hovedet under armen - så mor må hæve stemmen - så de mest nødvendige basic ting siver ind. Og han kaster dunhætten godt ned over ørene - når han godt ved, at teen-ager-hjerne iltmangel slår i gennem af og til, og alle bare håber på, at ilten finder vej igen *GG*

Men helheden - ja den er der - det kan jeg mærke - at han lige nu går stille og roligt ind til en ungdom, med alsidige interesser og sund indstilling til mennesker og livet. Gode tanker og overvejelser, om det han ser og møder på hans vej. Erfaringer han gør sig, og bliver bevidst om - og danner helt sin egen mening om.

Dejligt at han har lyst til at involvere mig på hans rejse.

Jeg ser den former sig smuk allerede !